Tro, Håb & Inspiration

Kristen datingtjeneste lukker efter fem år

I 2018 åbnede Christoffer Elkjær datingsiden christoffersvenner.dk med ønsket om at skabe en god og seriøs datingside for unge kristne i Danmark.

Ganske få måneder før den kristne datingtjeneste christoffersvenner.dk ellers kunne fejre 5-års jubilæum er tjenesten nu nødt til at lukke.

”Vi har fået at vide af vores betalingsudbyder, at vi har overtrådt deres retningslinjer ved at være en datingtjeneste. Vi har forsøgt at appellere afgørelsen, men det er desværre ikke lykkedes,” fortæller Christoffer Elkjær, der derfor har besluttet sig for at lukke hjemmesiden.

”Stripe (betalingsudbyderen, red.) er dybt integreret i vores hjemmeside, og vi har ikke ret mange alternativer, når det kommer til andre betalingsudbydere. Sammenholdt med min egen motivation for at videreudvikle Christoffers Venner, så betyder det, at vi lukker og slukker den 1. juni 2023.”

Mange udfordringer

Christoffer Elkjær har gennem de seneste knap fem år oplevet mange udfordringer ved at drive en datingtjeneste.

”Det er ikke første gang, vi oplever modgang ved blot at være en datingtjeneste. Vi har fx aldrig kunnet få lov til at lave Facebook- eller Instagramannoncer, og selvom vi godt kunne overleve uden annoncer, så bliver det svært at drive Christoffers Venner uden en betalingsudbyder,” siger Christoffer Elkjær.

Brug for en kristen platform

Christoffer Elkjær oprettede datingtjenesten Christoffers Venner, fordi han syntes, der manglede en god dansk, kristen datingside.

Da Christoffer Elkjær oprettede datingsiden i 2018, var det med ønsket om, at kristne singler fik mulighed for at komme i kontakt med hinanden uden at skulle udstille sig selv på en stor og kommerciel datingside.

”De etablerede platforme er dyre og overvældende med mange profiler og kategorier, uden at de er specielt rettet mod kristne værdier. Der manglede simpelthen en platform for unge kristne singler, der måske har travlt med fuldtidsarbejde og ikke møder nye mennesker i deres netværk,” siger Christoffer Elkjær.

Christoffer Elkjær havde af egen erfaring oplevet, hvor svært det kunne være at finde en kæreste, som havde de samme kristne livsværdier som ham selv.

”Der ligger noget værdi og meningsfuldt i at dele liv med én, som har den samme tro på en kærlig skaber som en selv. Jeg har selv oplevet, hvor underligt det var at skulle snakke tro, ånd og spiritualitet med en person, som ikke er kristen. Selv om personen ikke var fordømmende, så følte man sig fremmed, fordi den anden ikke kunne forstå den verden,” siger Christoffer Elkjær.

Har ført mennesker sammen

Selv om Christoffer Elkjær naturligvis er ærgerlig over, at hans projekt nu må lukke, glæder han sig over de resultater, han har opnået igennem de seneste fem år. ”Jeg utrolig stolt over at have skabt et godt bud på en kristen datingtjeneste for unge kristne singler,” siger Christoffer Elkjær og tilføjer:

”Jeg er også virkelig taknemlig over, at jeg har fået mulighed for at skabe et rum, hvor kærligheden kunne findes, og de beskeder, jeg har fået fra tidligere ”venner” igennem årene, har gjort al sliddet værd.” Christoffer Elkjær er særligt glad for de par, han kender til, som har mødt hinanden via hjemmesiden.

”Det er så vildt at tænke på, at der er skabt flere par, og tilhørende børn, derude i det ganske land, blot fordi jeg har lavet en hjemmeside,” siger Christoffer Elkjær

Her kunne din reklame være
Se også