Gaffa-roser til Northern Assembly efter SMUKfest
Den kristne kvartet slår Britney Spears’ præstation med flere anmelderstjerner.
Northern Assembly leverede ”vederkvægende vokalharmonier” og viste stort potentiale, skriver en begejstret Ole Rosenstand Svidt i en GAFFA-anmeldelse.
Den dansk/engelsk/færøske folk-pop-kvartet Northern Assembly har foreløbig en ep og et helt album på gaden.
Gruppen består af de to sangere Andreas Bevan og Dina Danielsdottir, der spiller både elektrisk og akustisk guitar samt mandolin/keyboard. De bliver suppleret af trommeslager og korsanger Jens Hedegaard og kontrabassist og korsanger Jesper Smalbro.
De kommer alle langt ud over scenekanten til et mellemstort publikum, der undervejs udtrykker mere og mere begejstring, skriver anmelderen.
Han fremhæver især samspillet mellem de to forsangere og beskriver sangene som ”yderst melodiske” og med en eftertænksom undertone.
’Bibelske referencer’
Ole Rosenstand Svidt bemærker, at flere af teksterne har bibelske referencer, og han konkluderer: ”der kan vist ikke herske nogen tvivl om, at det er kristne musikere, vi her har at gøre med, uden at en tvivler som undertegnede føler sig det mindste uvelkommen.”
Han nævner især kærestesangen ”To Be True” med smægtende fingerspilsguitar og den smukke ”Remember” om altid at huske lyset frem for mørket. Men især afslutningsballaden ”Death, Won’t You Marry Me” har gjort indtryk.
Det handler nemlig ikke om dødslængsel men blot om at acceptere, at vi alle skal dø, før eller siden, skriver anmelderen, som tildeler koncerten ikke mindre end fire store stjerner.
Slår Britney Spears
”Fire store stjerner herfra til et orkester, som jeg har set for første, men bestemt ikke sidste gang,” slutter GAFFA-anmeldelsen.
Til sammenligning fik den amerikanske megastjerne Britney Spears kun en enkelt stjerne for sin optræden ved årets SMUK-festival.