To Skovbo-elever udgiver lovsang
For Amalie Vinsten Munk og Frederik Rask Hansen blev sidste skoleår på Skovbo Efterskole afsluttet med udgivelsen af deres egen lovsang. Sangen var blevet til i forbindelse med en OSO-opgave (Obligatorisk Selvvalgt Opgave) i 10. klasse.
Sangen hedder ‘Favnes af din kærlighed’ og handler om at finde Guds fred – selvom livet kan synes mørkt og dystert – og på trods af det at kunne føle sig omfavnet af Guds kærlighed. Amalie og Frederik har både skrevet teksten og komponeret melodien.
– Den handler om, at vi som mennesker nogle gange kan komme lidt til kort, men at Gud så kan komme og møde os lige i det, fortæller Amalie Vinsten i en kort præsentationsvideo på Facebook.
Hvis du synes, at Amalies mellemnavn virker bekendt, så er det fordi, hun er niece til Hanne Vinsten. Hanne Vinsten er lovsanger og sangskriver og udgav i 2011 sin første solo-cd med egne lovsange. Og nu har hun altså en niece, som slår lignende takter an.
Det var Amalie og Frederik selv, der var forbi studiet for at få sangen indspillet inden udgivelsen den 21. juni i år. Amalie lægger vokal til nummeret, og Frederik spiller klaver. På baptisternes og missionsforbundets sommerstævne i uge 30 fremførte de deres sang til ’Lindenborg Live’.
Sangen er tilgængelig på de fleste streamingtjenester.
Efterskole med musikprofil
Skovbo Efterskole er beliggende på Sjælland mellem Ringsted og Køge og er en af Apostolsk Kirkes tre efterskoler.
Skolen har en stærk musisk og kreativ profil, hvilket har resulteret i flere udgivelser på musikfronten. Flere kendte artister været forbi Skovbo Efterskole, heriblandt Maximillian og KOPS.
Den seneste udgivelse fra Skovbo, ‘100 Miles’ blev til i forbindelse med efterskolens teaterkoncert og er på en måned streamet over 25.000 gange på Spotify.