Tro, Håb & Inspiration

Unge brugte sommeren på bibelcamping

Op mod 1000 unge har brugt en uge af deres sommerferie på årets UngCamp i uge 29. Mange af Indre Missions unge mødtes på Mørkholt Strand Camping.

– Man finder noget på Mørkholt, man ikke finder andre steder, sagde en af campisterne på Mørkholts UngCamp i uge 29.

Af Tascha Herløv Sindberg

Årets UngCamp i uge 29 på Mørkholt Strand Camping har været fyldt op af unge mennesker.

Op mod 1000 unge har enten boet på UngCamp eller er kommet på besøg i ugens løb. Disse unge mennesker bruger en del af deres sommerferie på bibelcamping, som er noget, der, for dem, bliver prioriteret over andre ting.

Alle pladser var da også optaget, og dette er en fremgang for både Mørkholt Strand Camping og UngCamp.

Temaet på UngCamp var ”Hjertestarter”. Det handlede om at lære Jesus bedre at kende, blandt andet med inspiration fra Ordsprogenes Bog 4,23: ”Vogt dit hjerte, for derfra udgår livet”.
Hjertestarter

Den gode stemning og summen af liv finder man altid på Mørkholt Strand Camping, men der er noget særligt over UngCamp.

Det, der kendetegner UngCamp, er dog, at det vigtigste ikke er vennerne, men det vigtigste er at lære Jesus bedre at kende. Dette er gjort under temaet ”Hjertestarter”, hvor forskellige forkyndere hver morgen og aften har talt om tekster, der er valgt ud fra temaet.

Eksempelvis er der blevet forkyndt om Gud, der giver et nyt hjerte, og den enkelte kristnes tilstedeværelse i fællesskabet.

Adskillige seminarer har ligeledes kastet lys over kristen-tilværelsen, og her er blevet delt både tanker, frustrationer og oplevelser.

Niklas så himlen

Tirsdag aften delte 17-årige Niklas eksempelvis et stærkt vidnesbyrd om, da han oplevede Himlen i et syn.

Og Ugeleder Andreas Bøge fortæller om UngCamp:

”Det er jo vanvittigt, at vi igen fylder Mørkholt til bristepunktet. Men jeg tror, at folk bare har en oplevelse af, at her er noget at komme efter. Vi både hygger og lovsynger på fuld smadder.

Og så må jeg sige, at forkyndelsen igen i år har været fremragende – det kan gøre mig endnu mere høj. Det er jo det, vi vil mere end at samle mange mennesker. Vi vil, at mennesker må få et møde med Gud. Det er det vigtigste af alt.”

Elsker Mørkholt

Hvorfor de unge er så vilde med UngCamp, svarer deltageren Thomas Kirkegaard ganske overbevisende på: ”Man finder noget på Mørkholt, man ikke finder andre steder!”

UngCamp og Mørkholt Strand Camping er en del af Indre Mission. Der bliver løbende gennem sommeren afholdt arrangementer på både Mørkholt Strand Camping, men også andre pladser rundt om i Danmark.

Her kunne din reklame være
Se også