Tro, Håb & Inspiration

”Kom og smag på en DTS”

Sådan lyder invitationen fra Ungdom Med Opgave i én af sommerens fem lejre.

Sidste års DTS var på tre månders outreach i Brasilien – her fanget på kamera i en pause fra praktisk arbejde på UMO-centeret i Belo Horizon-te. Mette Poulsen (nr. to fra højre), er med til at arrangere smag-på-dts-ugen i sommerferien sammen med bl.a. Wimjan van den Berg (i midten) og Amanda Joy Steffensen-Thomasen (til venstre).

Ligesom mange andre har Ungdom Med Opgave (UMO) været nødt til at aflyse sommerens sædvanlige arrangement. Men den årlige familielejr med 450 deltagere bliver erstattet af fem mindre lejre. En af dem er for de 16-25-årige og foregår på Djurslands Efterskole i Fjellerup i uge 30.

En DTS har fokus på det, som er UMO’s motto ”At kende Gud og gøre ham kendt”. De tre måneders undervisning på bl.a. Sjellebro i naturskønne omgivelser (billedet nederst) giver tid til fordybelse, og et 2-3 månders outreach handler om at dele evangeliet. Øverst her blandt lokalbefolningen i Recife, Brasilien.

Kan man høre Guds stemme i dag? Kan unge være en del af, hvad Gud gør i Danmark? Kan livet være spændende med Gud? JA! mener UMO Danmark og vil med lejren ’Come & See – Youth Camp’ give en forsmag på, hvad en discipelskabstræningsskole (DTS) handler om. ”Kom og se, når vi opdager, hvem Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden er. Kom med og dyk ned i, hvad det betyder at have et personligt forhold til skaberen af ​​universet”, lyder det i invitationen. Ugen kommer til at bestå af undervisning, tilbedelse og bøn, sjove aktiviteter, udfordringer og fokus på fællesskab.

Mette Poulsen har arbejdet i UMO Danmark i fem år og er med i ledergruppen for lejren:
– Vi tror på muligheder, selv med begrænsninger. Efter beslutningen om at aflyse familielejren var taget, havde vi en oplevelse af, at sommeren stadig havde noget at byde på. Vi følte, Gud ville noget andet, siger Mette og understreger, at Ungdom Med Opgave tager Corona-situationen alvorligt.

– Vi skal have en fantastisk tid sammen, og vi skal huske at holde afstand. Vi vil være meget opmærksomme på vores retningslinjer og muligheder, og så snart regeringens seneste udspil til retningslinjer kommer d. 8. juni, går vi i gang med den detaljerede planlægning. Lejrene bliver nok små, men med godt indhold, lyder det fra en forventningfuld lejrleder.

Flere sommertilbud

De fem sommertilbud blev til, efter at en større gruppe mennesker, der normalt er tilknyttet familielejren, og medarbejdere fra UMO, havde brugt tid sammen (online) i bøn og efterfølgende på at samle tankerne. De fem små mini-lejre vil køre i uge 28, 29 og 30 med hvert deres fokus. De andre lejre appellerer med forskellige fokus til mange forskellige deltagere:

King’s Kids Go lejr:
King’s Kids GO er en lejr for børn og unge (mellem 5 – 16 år) med familie. Den byder på undervisning, kreativ/aktiv workshop, tid til fællesskab og sjov, familietid og Jesus i centrum. Som mange vil kende til det fra KKi efterårslejren på Rudehøj Efterskole, vil deltagerne kommer til at bruge det, de har lært i deres workshop sidst på ugen, hvor alle tager ud i byen sammen. Lejren holdes på UMO’s center Sjellebro ved Randers i uge 28.

Share the love
En lejr for børn og familier, med fokus på praktisk og relationelt at møde mennesker med Guds kærlighed. Denne lejr skiller sig ud fra de andre, da fokus er at gøre Jesus kendt for mennesker. Der er fokus på at lytte til Helligånden og række ud – måske på mange forskellige måder. Lejren er for alle, der gerne vil gøre Gud kendt; ung eller gammel, single eller familie. Afholdes i uge 29 på enten Sjellebro eller i Fjellerup.

Come and see – Family Camp:
Denne uge er en smagsprøve på en familie-dts og vil ligesom ’Come & See – Youth Camp’ indeholde elementer fra en dts – her målrettet familier – med undervisning, aktiviteter, udfordringer og fælleskab. Afholdes i uge 29 på enten Sjellebro eller i Fjellerup.

Aktiv lejr med Gud i fokus:
Denne lejr er for familier med børn, som har lyst til vandreture, cykelture og kanoture. Der vil være mulighed for lejrbål, hygge og samvær med lovsang og undervisning samt refleksionsgrupper både på Sjellebro, og når man er aktiv på tur. Lejren holdes på Sjellebro i uge 30.

UMO’s hjemmeside under arrangementer kan man holde øje med seneste nyt og flere detajler om lejrene i takt med de nyeste udmeldinger fra regeringen om Corana-situationen i Danmark.

Her kunne din reklame være
Se også