Tro, Håb & Inspiration

Læs Bibelen på en ny måde

Inspiration til 2021

Vi har alle brug for at læse Bibelen, ikke mindst i usikre tider. Men hvordan undgår man at køre træt i det? Her er 10 forslag til at gå nye veje og læse de mere eller mindre kendte tekster med nye øjne.

1. Læs en ny oversættelse

Der er noget trygt og godt over de gamle vendinger. Men somme tider kan en ny oversættelse give en aha-oplevelse: Er det virkelig det, der står? Det har jeg aldrig før lagt mærke til – eller forstået!

I Danmark har vi naturligvis Den Autoriserede Oversættelse fra 1992. Her er ordvalg og sammenhænge ikke altid lige lette at forstå. Derfor er det en god ide ind imellem at sammenligne denne oversættelse med Bibelen på Hverdagsdansk og / eller Bibelen 2020.

2. Læs teksten højt

Når man læser Bibelen højt – og hører den oplæst – er man i godt selskab. Det var nemlig sådan, de hellige skrifter første gang blev kendt.

Det giver en helt anden oplevelse – og indlevelse – i den situation, teksten blev til i. Når vi både læser og hører ordene, har vi lettere ved at huske dem. Og vi kan bedre nyde de poetiske passager.

Man kan med fordel læse teksterne sammen i en mindre gruppe, gerne sammensat af folk fra forskellig kirkelig baggrund. Det kan også foregå online.

”Velsignet er den, der læser eller hører de profetiske ord, og tager dem til sig, for tiden er nær,” hedder det i Johannes’ Åbenbaring 1,3.

Man kan høre David Suchet (kendt som mesterdetektiven Hercule Poirot) læse den engelske bibel New International Version.

3. Bibel-apps

Der er mange muligheder med hensyn til apps, blandt andet YouVersion, som er oversat fra engelsk.

På det danske marked kan man også finde en gratis app på Bibellæser-Ringen (BibelTid). Og fra Bibelselskabet kan man købe ”Bibelen i Logos Bible Software”.

4. Læs Bibelen igennem på et år

Bibellæser-Ringen har en læseplan, ”Bibelen på et år”, som kan downloades. Her læser man hele tiden fire forskellige steder i Bibelen for variationens skyld.

Man kan dog også vælge at fordele læsningen over to år. Læseplanen har 26 læsninger til hver måned, så der også er plads til at holde pause eller læse andre tekster.

5. Brug hjælpemidler

For at forstå bibelteksterne er det nyttigt at bruge en studiebibel, som både giver indblik i tekstens historiske baggrund og dens kulturelle kontekst.

Egentlige bibelkommentarer er naturligvis også nyttige. Og heldigvis er der mange gratis ressourcer på nettet.

6. Læs en hel bog ad gangen

Hvis det lyder voldsomt at læse en hel bog, kan man starte med en af de kortere. Her kan man fx. vælge Filipperbrevet, som kun har fire kapitler. Dette brev giver et godt indblik i Paulus’ tid og hans arbejde med oplæring af de første kristne menigheder.

Når det gælder fx. de historiske bøger i Det gamle Testamente kan man vælge at læse dem igennem i en af de nyere oversættelser, for senere at arbejde mere i dybden med nogle af teksterne.

7. Letlæselige udgaver

I nogle bibeludgaver er teksten ikke opdelt i spalter. Det giver et bedre flow i læsningen, og så man kan jo vælge den version, som giver én mest lyst til at læse.

Bibelen 2020 og Bibelen på Hverdagsdansk har denne type layout.

8. Mediter over en salme i en uge

I stedet for at læse en ny salme fra Salmernes Bog hver dag, kan man vælge at læse den samme salme hver dag i en uge.

Skriv ned, når du finder en vending, der taler til dig. Mange salmevers er gode at bruge som bønner dag efter dag, fx. Sl. 51,12: ”Giv mig et rent hjerte, oh Gud, og skab en ny ånd i mit indre”.

9. Læs (kun) lignelserne

Man kan læse Jesu lignelser i rækkefølge, ved at springe over den mellemliggende tekst. Det giver et indtryk af, hvor fantastisk Jesus var som historiefortæller.

Jesus vidste, at hans tilhørere bedst kunne forstå undervisningen om de åndelige ting, når han fortalte dem lignelser.

I bogen ”Reading the Bible with Rabbi Jesus”, siger Lois Tverberg, at “Jesus’ mange lignelser om fiskere og landmænd skaber ikke en umiddelbar genkendelse hos os, som de gjorde det i landbrugskulturen på Jesu tid.”

Vi har derfor brug for at dykke ned i lignelserne for at kunne identificere os med dem. Hvem var Jesu første tilhørere? Hvordan var deres daglige liv? Hvordan adskiller det sig fra vores eget?

Hvad kan vi lære og bruge i vores verden? Tænk også på de sociale og kulturelle faktorer, som kan hjælpe os til at se lignelserne med nye øjne.

10. Skriv hele bøger af

Hvis man skriver dele af bibelteksten af, kan det også gøre budskabet nyt. Der vil fx. vise, hvilke ord og vendinger, der bliver gentaget for at vise fokus.

– Jeg skrev først Jakobs Brev ned, og det slog mig, hvor ofte han peger tilbage på Jesu undervisning. Jakob skrev om troen som en livsstil, og det gik op for mig på en tydelig måde, som jeg ikke bemærket, før jeg skrev det ned, siger forfatteren Traci Rhoades i artiklen ”10 Fresh Ways to Read Your Bible in 2021”.

Traci Rhoades er forfatter til bogen ”Not All Who Wander (Spiritually) Are Lost” og skriver på tracesoffaith.com.

Her kunne din reklame være
Se også