Sebastian laver podcast med bibelord
Ungdomslederen fra Kronjyllands Frimenighed har startet podcasten ”Dagligt Brød”.
Sebastian Vestergaard er ungdomsleder i KFM. Sammen med ledende præst Peter Kofoed Herbst og Bent Byskov Andersen har han startet podcasten ”Dagligt brød”.
– Vi fik en ide blandt staben om at lave en podcast, som hedder ’Dagligt Brød’. Formålet med det er at hjælpe folk til at holde deres personlige andagt i hverdagene, fortæller Sebastian Vestergaard.
– Vi vil gerne hjælpe med at oplæse dagens bibeltekst fra ”Bibellæseplanen 2021” fra Bibelselskabet, og så holder en person en andagt, derefter en refleksion med to spørgsmål og slutteligt en bøn for dagen og lytteren.
Podcasten er indtalt med en vært og en oplæser, og baggrundsmusikken er enkel og behagelig.
Hjælp til at læse Bibelen
Ideen med podcasten er, at det skal være nemt og enkelt at holde en lille andagt i det daglige og samtidig få læst fra sin bibel.
Ved at læse Guds ord lærer vi både Gud,
os selv og verden bedre at kende
De håber, at dem der lytter til podcasten vil få andre til også at lytte med, så man kan holde hinanden op på at få lyttet hver dag.
– Vi håber, at den bliver til glæde for menighedens medlemmer, men også alle andre som har brug for en daglig andagt.
– Ved at læse Guds ord lærer vi både Gud, os selv og verden bedre at kende, siges der i den indledende podcast.
For alle aldre
Podcasten henvender sig ikke til en bestemt aldersgruppe, men kan bruges af folk i alle aldre.
”Dagligt brød” varer ca. 7 minutter og er netop lavet, så man ikke skal sætte en masse tid af til det, men nemt kan få det lagt ind i hverdagen.
Som sagt er det ”Bibellæseplanen 2021” fra Bibelselskabet, som er udgangspunkt for andagterne, og den kan både hentes på bibelselskabets hjemmeside og som app. Så har man selv adgang til alle årets bibeltekster, hvis man ønsker det.