På den igen
Frontmand Dawson Scholz var i et meget melankolsk mindset, da han skrev The Ongoing Concepts forrige album Places tilbage i 2017. Alle andre originale medlemmer af bandet havde forladt bandet, og Scholz var derfor nødt til at hyre nogle venner udefra for at færdiggøre albummet. Det gav hele albummet en følelse af et endeligt farvel. Virkeligheden skulle dog vise sig at være en anden.
Det er meget populært for moderne bands at udgive genindspilninger eller genfortolkninger af deres tidligere værker. Men det, som bandet har gjort med Again, er noget specielt. Ligesom det originale lineup i bandet er blevet genopbygget fra grunden siden dets splittelse i 2016, så er samtlige titler på dette album genopbygget helt fra bunden, og det gør denne udgivelse til meget mere end et glædeligt gensyn. Nærmere en genfødsel.
Alle sangtitlerne på Again optræder på bandets tidligere albummer, dog med ordet ‘Again’ tilføjet. Men man skal være en rigtig fan for at kunne høre lighederne mellem dem. Dog er den fantastiske blanding af kaotisk hardcore og melodisk rockmusik præcis som vi kender den.
Det er en fed oplevelse at kunne høre bandet spille sammen, som om de aldrig var brudt op. Den instrumentale fremgang er tydelig uden at lyde for langt fra, hvad man kender fra deres debut og deres, efter manges mening, magnum opus-album, Handmade. Bandet er på en eller anden måde blevet både mere melodisk og kaotisk i de år, som er gået. Intensiteten og følelserne bliver ikke holdt tilbage selv på de mere catchy og poppede tracks som “Unwanted Again”.
Mest af alt er dette album et kreativt mesterværk, det perfekte comeback album for et band, som mange var bange for var færdige alt, alt for tidligt. Et album, som både vil glæde alle fans og samtidigt være et perfekt startpunkt for folk, som endnu ikke er blevet forelsket i fænomenet, som er The Ongoing Concept.
Kunstner: The Ongoing Concept
Titel: Again
Genre: Hardcore/Metal/Rock
Download: itunes.dk – Pris: 69 kr-