Mia er gift, mor til fem, lærer på fuldtid, frivillig i frikirken Multihuset i Haderslev – og så har hun lige skrevet en bog.
Hvordan har du fået tid til at skrive en bog?
– Jeg har taget mig tid. Fundet de lufthuller, jeg kunne, og så kom corona, hvor der også blev bedre tid til at skrive. Men det har været dobbeltarbejde til tider.
Hvorfor ville du skrive en bog?
– Da jeg var 14 år, var jeg på GAF (Teenlejr på Mosaiks Sommercamp, red.), og der havde jeg en trosoplevelse, som fik mig til at begynde at skrive noveller og historie, som jeg læste for min mor og far. Jeg elskede at skrive dem. Derefter lå det latent i en del år, hvor jeg ikke gjorde noget ved det. Men så begyndte jeg at tænke på, hvilke drømme, jeg havde for mit liv, og jeg skrev et ”drømme-ark”, hvor jeg skrev både realistiske og urealistiske drømme ned – og der kom tanken om at skrive en bog ud af en længsel.
– Jeg har altid haft en drøm om at nå unge mennesker, at arbejde med dem, opmuntre dem – også til at turde leve med Gud. Hele mig vil gerne arbejde med mennesker og opmuntre dem – særlig til at leve med Gud.
– Det har taget lang tid at skrive den, og så har jeg været tæt på, og så er der lige gået tre år. Imens har jeg spurgt Gud, hvornår det skulle være – og derfor tror jeg også på, at nu er det rigtige tidspunkt kommet.
En bog bliver til
En personlig kontakt til et forlag blev begyndelsen til, at bogen blev til virkelighed.
– Vi var på sommercamp i Mariager inden corona og der lå vi lige overfor ProRex, som jo er et bogforlag. Jeg havde nævnt for min mand Chris, at jeg gik med den her bog ”i maven”, og han prøvede at skubbe til mig og sagde, at jeg skulle gå hen og snakke med dem. Først protesterede jeg og sagde, nej det går ikke, og det duer jeg ikke til osv. Men så fandt jeg mod og gik hen til dem og spurgte, hvad de ville sige til, hvis jeg havde en bog, jeg gerne ville udgive? De kendte mig jo overhovedet ikke og spurgte, hvad genre det var, og jeg fortalte, at det var en fiktiv ungdomsroman, som handler om Gud og livet med Gud. Så sagde de, at jeg skulle sende 20 sider af min bog, så ville de kigge på det. I dag, når jeg kigger på de første sider, tænker jeg: De var godt nok søde på ProRex, for jeg synes ikke selv, det var så godt.
Sådan kom samarbejdet i gang med Prorex, og Mia har også haft en redaktør, Randi, som har læst korrektur og hjulpet hende, hvor hun havde brug for det.
Taknemmelig
– Jeg er enormt taknemmelig for, at Gud har vist mig den tillid at få lov til at skrive og udgive denne bog, siger Mia.
– Jeg havde bare en følelse af, at der mangler kristne ungdomsromaner til unge mennesker – og jeg tror, der er plads til mange af den slags bøger.
Drømmer om mere
Mia vil gerne blive ved med at skrive og er faktisk i gang med at skrive efterfølgeren til ”En vej i det skjulte”.
– Det er en drøm, og det er et redskab, jeg føler, at jeg kan bruge til at komme i kontakt med mennesker, siger hun.
– Derfor er jeg rimelig åben og gennemsigtig, så jeg kan få en dialog med folk. Jeg arbejder også på at lave et arbejdsark, som kan bruges i skoler og på efterskoler, hvis de læser bogen i klassen.
Drømmen
– Jeg har en drøm om, at bogen kan blive en indgang til at komme ud på skoler og efterskoler og holde foredrag og snakke med de unge. Så bogen bliver sekundær, men åbner op for muligheden for dialog med de unge om ensomhed, venskaber mv. Hoveddrømmen er jo at komme ud og arbejde med unge mennesker.
Unge og det med Gud
Mias hjerte brænder for de unge, og hun har gjort sig mange tanker i forbindelse med, at hun skrev bogen.
– Der er mange unge, som ikke tror, at det med Gud er noget for dem. De tænker, at de er ok uden, eller at Gud ikke synes om dem på grund af det liv, de lever, siger Mia.
– Det er synd, at man dømmer sig selv ude. Men Gud dømmer ikke nogen ude. Jeg havde bare brug for at opmuntre dem, og så fødtes den her bog, som handler om tre forskellige unge mennesker for at vise tre forskellige billeder. Så kunne jeg mærke, at det ikke bare var mig, der ville den her bog, men at det var noget, Gud havde lagt på mit hjerte. Jeg skulle skrive den her bog, ikke for mig, men for andre.
Mias eget møde med Gud
Mias husker tydeligt sit eget første møde med Gud.
Jeg oplevede bare Guds nød for mennesker
og for mig blev det bare en WOW-oplevelse
af Guds kærlighed til mennesker.
– Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var, men jeg var på en lejr, og der var en aften, hvor der var bøn og lovsang. Det var første gang, jeg så et billede, mens jeg havde lukkede øjne. Der så jeg jordkloden, og jeg så Guds hænder. Gud så ned på jorden oppefra og så kom der en masse små lys op fra jorden. Jeg oplevede, at han sagde, at han ser hvert enkelt lys, og at mennesker er lys i hans øjne, og at vi skal være lys. Jeg oplevede bare Guds nød for mennesker, og for mig blev det bare en WOW-oplevelse af Guds kærlighed til mennesker.
Behov for nærvær
Mia arbejder som lærer og er i berøring med børn og unge i hverdagen. Derfor ser hun også en verden, hvor det er svært at være barn/ung.
– Der stilles så store krav til børn og unge i dag, og de vurderes hele tiden, og de udsættes for så mange påvirkninger, siger Mia. Der ønsker jeg at lede dem til troen, så de ser, at der en Gud, der elsker dem og vil dem. Jeg håber, at min bog kan være med til at vise dem, at livet med Gud er en mulighed.
– Jeg mener også, at det er vigtigt, at der er autentiske voksne, som vil dem og er nærværende, når de er sammen med dem. De voksne bliver jo også vurderet hele tiden. Børnene mærker, om vi mener det, vi siger og gør.
Mistrivsel blandt børn
– Jeg oplever desværre børn i mistrivsel på den skole, jeg er på, og det kræver stor tillid at arbejde med dem. Jeg vil gerne gå med dem – også en til en – og opmuntre dem til at få tro på sig selv og få styr på deres mindreværd. Mindreværd er et kæmpe problem, fordi sammenligning er så naturlig en del af mennesket. Jeg har fundet ud af, at man ikke kan fjerne det, men hjælpe dem til at være i det, og det arbejder jeg meget med.
– Jeg prøver at hjælpe dem med at acceptere, at de er som de er, og at de er gode nok.
– Jeg møder megen ensomhed, at børnene tænker, ”er jeg god nok”, og alt det tager jeg også op i bogen. Jeg ønsker, at unge skal vide, at Gud elsker dem, og at han altid er der, uanset om de kender ham eller ej. Livet kan være barsk, men der er en Gud, som altid er klar til at hjælpe og give styrke.
Giver Gud æren
– Jeg er nervøs for at udgive bogen, for er den nu god nok? Jeg har jo selv kæmpet meget med mindreværd. Jeg snakkede kun med Gud om det og satte skriftsteder på væggen osv. Så nogle ting i bogen er skrevet ud fra mine egne oplevelser. Så det er lidt nervepirrende, at andre skal vurdere bogen. Men jeg tror på, at når folk køber den, så er det, fordi den er god nok. Så giver jeg Gud æren for det og ved, at han har givet mig evnen til at skrive den.
