Tidligere politiker besøgte gadebørn
Tidl. folketingsmedlem Tove Videbæk boede sammen med tidligere gadebørn og mødtes med en tidligere minister i Nicaragua, da hun for et par uger siden var i Sydamerika.
– Det var fantastisk at være så tæt på børnene så længe! Nat og dag! Spise sammen med dem! Lege med dem! Følge dem i skoletimer, fortæller hun.
– Deres umiddelbare og glade smil, knus og kærlighed – og taknemmelighed – var en kæmpe oplevelse!
Jeg ville ønske, at mange danskere kunne opleve, hvor vidunderligt det er at møde børn, som engang levede som ”udskud”, men nu strutter af sundhed, er glade og går i skole. Disse børn vil engang kunne være med til at ændre fremtiden for tusinder af børn, som stadig lever et usselt liv på gaderne i Nicaragua. Og det vil ikke alene forbedre disse børns liv – men også landets økonomi.
– Det var synet af børn helt ned til 5-års alderen på gaderne i Managua, der fik os i gang med dette projekt. De løb ud og ind imellem bilerne i Managuas travle gader for at tigge penge til mad. De spiste madrester, som bilisterne smed ud til dem. De slikkede pizzabakker, som smagte lidt af mad. Og de sniffede lim. Om natten sov de i pap eller sort plastik i grøfter eller i træer.
Og når man spurgte til disse børns fremtid, fik man at vide, at de fleste af dem ikke levede til de fyldte 15 år. Det var dette syn og denne information, der satte os i gang med Børnenes Liv og projektet i Nicaragua, fortæller Tove Videbæk.