Faste rammer gi’r tryghed
For få uger siden mødte Eva Mae Kühn op på Mariager Efterskole med en nervøs mave og en usikkerhed på, hvordan de andre elever ville tage imod hende. Hun har det ikke altid godt med at starte på et nyt sted. Og at hun startede en uge senere end alle andre, gjorde det ikke nemmere. Hun følte, alles øjne var rettet mod hende og iagttog hver en bevægelse, hun lavede.
Der gik dog ikke mange minutter, før Eva kunne ånde lettet op, sænke skuldrene og indse, at der ikke var noget at være bange for.
Ingen facader
Eva fandt hurtigt ud af, at hun kan slappe helt af i fællesskabet blandt både venner og lærere.
– Det fællesskab, vi har, det er så fedt, fordi alle bliver accepteret som de er. Det er så befriende, at man ikke behøver at sætte en facade op. Der bliver slet ikke gået op i, hvordan man ser ud, man kan bare være sig selv. Og folk er så søde ved hinanden og gode til at lytte på det, man har at fortælle.
Mener hvad de siger
Der er mange ting, som er meget anderledes end det skolemiljø, hun kommer fra.
– Der er mange flere faste rammer og mere struktur på Mariager Efterskole. Vi elever var vant til at kunne gå om hjørner med lærerne. Ofte var der ikke konsekvenser for, at man brød aftaler, og de håndhævede ikke reglerne.
Her på efterskolen slår de ned på det, hvis vi ikke følger de fælles aftaler, der er på skolen.
Jeg er en type, som godt kan lide at diskutere og se, om jeg kan få min vilje. Jeg kan allerede mærke, at det faktisk er godt for mig, at der er nogle ting, der ikke er til diskussion.
Samtidig er jeg vant til, at man skal være negativ over for lærerne. Mit forhold til lærerne her på efterskolen er noget helt andet. De er ikke kun mine lærere, men nogle, jeg kan snakke med om mange ting, og derfor er jeg positiv over for dem.
Store forventninger
Eva satser på at gennemleve en større udvikling i løbet af sit år på efterskole.
Jeg forventer, at jeg kan udvikle mig i min personlighed og blive mere moden. Derudover håber jeg også at få et tættere forhold til Gud. Der er meget fokus på ens åndelige udvikling, og det er vigtigt for mig. Og så satser jeg selvfølgelig på at få en masse nye venner, slutter Eva.