Genfødt endnu en gang
Michael Sweets nye plade er lidt svær er at få fat på. Den findes ikke på iTunes, men den kan købes på CD eller vinyl fra hans hjemmeside. Den findes godt nok elektronisk på Spotify, men kun hvis man har Premium abonnement.
Jeg mistænker nogle gange Michael Sweet for at have “musikalsk ADHD”, da han indpiller plader i et tempo, så andre bliver forpustede. Udover Reborn Again har han lige lavet en plade med guitaristen Tracii Guns (fra L.A. Guns) under bandnavnet Sunbomb, og han har netop færdigindspillet en lovsangsplade, der skal mixes nu.
Reborn Again er en genindspilning af Strypers Reborn – deres comeback-plade fra 2005.
Dengang havde Michael tænkt, at det skulle have været endnu en soloplade, men da Stryper snakkede om at blive gendannet, blev den til en Stryper-plade og fik derfor en lidt anden lyd, end han havde tænkt.
Er det en god plade? Ja, det var det også første gang. De er dog ikke helt identiske sangmæssigt. På Reborn var 11. sang en hårdere version af In God We trust fra 1988. Nu er nr. 11 en pop version af den hårdtslående 5. sang Passion. Begge versioner er interessante og gode.
Lydmæssigt er der en del forskelle. Det var også grunden til, at han lavede den om. Stryper har jo sin særlige lyd med tætte flerstemmige vokaler og tostemmige guitarsoloer (omend der er skruet lidt ned for det de senere år). På Reborn Again er det mere en enkelt stemme, der står i forgrunden og nogle backing vokaler, der kun lige kan anes. Der er kommet flere guitarsoloer (og ikke noget tostemmigt), og så er der kommet en del keyboardlyde ind.
Hvilken plade er så bedst? Det er jo en smagssag. Som Stryper-fan hælder jeg automatisk til pladen fra 2005 pga. bandlyden og Robert Sweets trommespil, men den nye version er helt sikkert også god. Og nye fans af Michael Sweet vil måske foretrække den.
De bedste sange er Reborn, Rain og Passion (i begge versioner).
Kunstner: Michael Sweet
Titel: Reborn Again
Genre: Hard Rock
Download: michaelsweet.com Pris: 94 kr.