Ung dansker i terror

Grædende kollapsede mine knæ, og jeg faldt til jorden. Chokeret, rystet og tabt. Jeg følte mig lammet i kroppen og havde svært ved at rejse mig fra de brosten, jeg lå på. Den store grønne port blev hurtigt smækket i bag mig, og hotelejeren skulede gennem den lille lem i porten ud på den smalle vej, jeg var kommet ind fra. Jeg mærkede fremmede arme, som greb fat om mig i en omfavnelse, imens tårerne gennemblødte min trøje, min mave slog knuder og mit hjerte pumpede helt ud i fingrene.

Det hele begyndte i den store sal på efterskolen. Vi var 30 elever, som lyttede med forventningsglæde til vores læreres præsentationer af den kommende tur. Vi var så privilegerede at få lov til at rejse ned til Israel. I forbindelse med turen lærte vi om konflikten mellem jøderne og muslimerne, og vores lærere forsikrede os om, at vi ville være trygge dernede. Det var min første tur til Israel.

Jeg var spændt og glædede mig. Men hvad jeg ikke vidste var, at det skulle blive en livsforandrende tur, på godt og ondt.

Midt i Jerusalems bazar

Uger senere stod vi i Jerusalems små gader, midt inde i den gamle bydel. Stærke dufte fra krydderier i de små markedsboder ramte vores næser, imens vi hørte lyden af muslimerne kalde til bøn fra den store klippemoské, medens jøderne summede afsted mod grædemuren. Vi var ankommet i en jødisk højtid, Yom Kippur, hvor jøderne i stimer må begive sig gennem de små muslimske gader for at nå ned til grædemuren og bede til Gud.

Vi boede i det muslimske kvarter, og man kan vist godt sige, det var lige midt i markedspladsen. En stor grøn port adskilte vores hostel (et slags vandrehjem) fra gaden, som var fyldt med forskellige religiøse grupper. Tungt bevæbnet militær stod på vagt i gaden dag og nat. Aftenen kom, hvor vi endelig fik fritid uden de voksne, og i løbet af få timer var både lærere og elever spredt for alle vinde i den gamle by med mange gyder.

Man skulle holde tungen lige i munden for at finde vej! Min veninde og jeg blev på vores hostel og besluttede os for at købe chips i den lille markedsbod på den anden side af den smalle gade.

Tiden stod stille

Tusmørket var begyndt at vise sig, men det var stadig varmt, selvom klokken nærmede sig 18. Vi stod i den åbne bod og kiggede på udvalget af chips, da vi pludselig hørte lyden af sko spurte ned ad gaden og en skrigende stemme. Vi vendte os om, og så en kvinde klædt i hvidt med blod dryppende ned af sit tøj. I et splitsekund frøs tiden.

Min veninde og jeg var dybt chokerede. Vi stod bare og kiggede. Et sekund senere var kvinden besvimet foran militæret, som stod vagt foran vores hostel. Min veninde kiggede på mig. Jeg kiggede på hende. Hun stod fuldstændigt limet til jorden, og jeg selv var i chok. Pludselig lød der brag fra våben, og vi stod på gaden, hvor gerningsmanden var begyndt at skyde.

Det bankede i hovedet, og min hjerne kørte på højtryk. Vi løb ned bag i butikken og ringede til vores lærere, men signalet var væk. Rædselsslagent ledte vi febrilsk efter et gemmested, men lydene var så høje og rummet alt for åbent ud mod gaden. Manden i boden tog min hånd, jeg tog min venindes, og så trak han os over gaden hen til vores hostel, hvor hotelejerne stod klar til at åbne porten for os.

Mine ben rystede og føltes som gummi. Først da porten var smækket i, faldt jeg til jorden, lamslået af, hvad jeg lige havde været vidne til. Det buldrede stadig ude på gaden fra skyderierne, og de høje smæld blev et ekko i mit indre flere år efter.

En engel kom igen og igen

Den tyske kvinde, som omfavnede mig, hed Kezia. Hun og hendes mand var backpackere, som havde søgt ly på vores hostel, da de hørte tumulten i gaden. Jeg var skrækslagen, og mildt sagt anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Det eneste, jeg kunne forholde mig til, var, at Gud nok skulle beskytte os, selvom det virkede tåbeligt at tro på, når han havde tilladt noget så voldsomt mod sit eget folk.

Natten var fyldt med mareridt. To af mine veninder og jeg var krøbet sammen i en seng, hvor vi lå søvnløse det meste af natten i værelset lige ud til gaden, hvor det hele var foregået. Vi bad, og vi græd. Men da de første lysglimt ramte vores vinduer, hørte vi lyden af stemmer, som sang så smukt.

Nysgerrigt listede vi med bævende skridt ud til gaden, der nu var forandret fra et mørkt drabssted til et lyst sted, hvor jøder stod stimlet sammen og sang. De sang sørgesange, og sange, der handlede om deres taknemmelighed til Gud. Det var meget rørende og satte livet i perspektiv. Det var samtidigt opmuntrende.

Tænk at opleve noget så traumatisk, og så turde gå ud på gerningsstedet og synge om Guds godhed?

Gud er lige her

Jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan Gud talte til mig og til os på helt specielle måder. Blandt andet gennem Kezia. Kezia var en fremmed, som var der på tidspunktet, hvor jeg følte mig helt alene. Der gik længe, før vores lærere kunne komme tilbage den aften, og Kezia blev ved os i lang tid.
For mig føltes det som engle, der var kommet til vores hostel lige i rette tid.

Det mærkværdige var, at da turen fortsatte de næste dage med megen frygt og fortvivlende tanker, så stødte vi ind i Kezia og hendes mand dag efter dag efter dag. I forskellige byer, på forskellige seværdigheder. Forskellige steder i landet stødte vi ind i dem helt ”tilfældigt”. Jeg oplevede det som om, Gud havde sendt dem igen og igen for at minde mig om, at han var til stede og beskyttede os.

Det blev et vidnesbyrd for mig om, at Gud er der på helt mærkværdige måder, og at vi ser ham på forskellig vis. Trods vores angst kan vi stadig sætte vores håb til Gud. Det er syv år siden i dag. Jeg kan stadig blive angstfuld og tvivle på, om jeg kan være tryg. Men én ting ved jeg: At Gud er lige her hos os, og at man nogle gange skal kigge sig omkring, og så vil man finde ham på de mest mærkværdige måder.