FIUC-Aarhus har optaget 28 nye bachelorstuderende – lover godt for uddannelse af nye præster
Den 15. august tog Menighedsfakultetet i Aarhus imod 28 nye studerende på deres nye 2023-årgang på FIUC-Aarhus’ bachelor-uddannelse i teologi og mission. Fordelingen lyder på 6 kvinder og 22 mænd.
Optaget på 28 studerende er blandt de tre højeste antal studerende, som uddannelsen har optaget, siden den begyndte med sin egen selvstændige bacheloruddannelse i 2005. Sammen med de 25, som studiet optog i 2021, har de nu over 50 bachelorstuderende under uddannelse, hvilket de sjældent er nået op på, fortæller Menighedsfakultetet i en pressemeddelelse.
Vedvarende efterspørgsel
Set i lyset af den markante efterspørgsel på præster med baggrund i Menighedsfakultetet er det store optag opmuntrende, da det er nødvendigt at uddanne flere teologer, så vi bedre kan imødekomme vort baglands ønsker og behov for kvalificerede præster og medarbejdere i kirkelige organisationer, skriver de.
Fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen siger:
”Vi oplever en vedvarende og markant efterspørgsel på teologer fra Menighedsfakultetet. Hvis vi alene skal erstatte præster med MF-baggrund, der nærmer sig pensionsalderen, er det nødvendigt med store optag. Derfor glæder det os, at vi for andet optag i træk har oplevet et optag på 25-30 studerende til vores bacheloruddannelse. Vi vil bestræbe os på at give dem den teologiske uddannelse og de kompetencer, der skal til, for at de kan gøre en forskel i kirkelivet i Danmark samt i international mission.”
”Teologi for kirkens skyld”
Den store interesse for at læse teologi på Menighedsfakultetet tilskriver fakultet, at de nye studerende ønsker at blive udrustede til at formidle evangeliet.
I pressemeddelelsen står der videre:
”Menighedsfakultetets motto er ’teologi for kirkens skyld’, og vi udruster de studerende både fagligt, åndeligt og menneskeligt til at tage lederansvar. Men vore nuværende studerendes åbenlyse engagement og begejstring for studiemiljøet på Menighedsfakultetet med det høje faglige niveau, den praksisnære undervisning samt den tætte kontakt til institutionens lærere virker også motiverende for at blive en del af dette spændende teologiske fagmiljø.”
Nært samarbejde siden 2019
Menighedsfakultetet er en privatfinansieret uddannelsesinstitution, som siden 1972 har undervist teologistuderende med henblik på at uddanne præster og medarbejdere til kirke og mission. I 2019 indgik Menighedsfakultetet et nært samarbejde med Fjellhaug International University College (FIUC), som har hovedsæde i Oslo og underafdelinger i København og Aarhus.
Menighedsfakultetets lærere er deltidsansatte på FIUC-Aarhus til at varetage undervisningen, som altså foregår på dansk.