“Er det lovsang?” sagde min mand efter at have hørt et par numre af Lauren Daigles nye album. “Njaaaah,” svarede jeg, “men det er meget ’worshipful’”. “Men det lyder jo ligesom Adele,” svarede han tilbage. Og det beskriver egentlig lyduniverset ret godt.
Stemmen lyder som Duffy eller Adele, og lydbilledet går rent ind i mainstreamgenren med poppede beats, store ballader og lidt forsøg på forskellig musikstil.
Nogle steder minder det måske lidt for meget, om noget, vi kender, vil nogle mene. Men alligevel finder jeg dette album unikt og lytbart. Teksterne er nemlig tilbedende og anerkender Guds storhed, nærvær og ufortjente kærlighed. En kombination jeg personligt er vild med.
Nogle numre på albummet var jeg ikke helt overbevist om i starten, men efterhånden som jeg har fået lyttet mig igennem albummet nogle gange, hænger lydbilledet og selve albummet godt sammen.
Teksterne går rent ind i min sjæl med opmuntringer til fx at se på Gud (“Look up child”) og finde min identitet i ham (“You Say”). De minder mig om, at han vil gøre alt for at finde mig og hjælpe mig (“Rescue”), og at hans kærlighed er helt ufortjent (“Love like this”).
Det styrker min Gudsrelation og tilbedelse, og for mig at se, er det det, kristen musik skal kunne. Og i dette tilfælde er det helt unikt, fordi det netop ikke er et lovsangsalbum, som jeg ellers er forfalden til at høre. “Look up child” har kørt på repeat i mine høretelefoner i et par uger nu – og jeg spår, at der går lidt tid, inden det ryger af igen, og at sange som netop “You Say” og “Rescue” vil blive siddende længe efter.
Kathrine Jul Chercka
