– Mission er næstekærlighed på ben
Nanna Skou Kjøller arbejder frivilligt for organisationen Aktiv Mission. Her møder man mennesker i øjenhøjde og omsætter de kristne værdier til praktisk handling, siger hun.
På gangene hos organisationen Aktiv Mission i Hellerup, kan man finde den 26-årige studerende, Nanna Skou Kjøller. Hun oplever, at missionsorganisationen formidler det kristne budskab helt konkret:
– Det er jo næstekærlighed på ben. Det er mennesket, der kommer først her. Vi møder folk i øjenhøjde. Det er også navnet på vores næste magasin i Aktiv Mission: ”Partnerskaber i øjenhøjde”.
– Vi har alle lige meget værd, fordi vi alle er skabt og elsket af den samme Gud. Det er det vigtigste, og det er det, der ligger til grund for vores handlinger. Vi tror på værdien i det enkelte menneske, fortæller hun.
Det handler om relationer
Aktiv Mission udspringer af hjælpeorganisationen Mission Øst i 2001 og fokuserer på det direkte missionsarbejde. Men det sker ikke gennem evangelisationskampagner. Det er en længere proces:
– Det er ikke sådan, at vi og vores samarbejdspartnere siger til folk: ”Du skal tro”. Den kristne påvirkning er noget, der kommer over tid. Det handler om relationer, der udvikler sig til noget dybere, fortæller Nanna.
Aktiv Mission støtter lokale organisationer i blandt andet Rusland, Polen, Albanien og Indien. I alle lande er det kristne missionsarbejde og det sociale udviklingsarbejde to sider af samme sag. Det er netop troen, der inspirerer rockgruppen Drusj-ki til at hjælpe russiske fanger og narkomaner, Gospel Mission til at bringe glæde ind i polske familier, Mission Possible til at give lektiehjælp til fattige albanske børn og organisationen ASSI til at skabe aktiviteter for børn, som bor på togstationer, samt oprette læringscentre for børn, unge og voksne.
Kan se, at det batter noget
Til hverdag studerer Nanna Skou Kjøller på professionsbacheloren 3K på Diakonissestiftelsen i Frederiksberg. De tre K’er står for Kristendom, Kultur og Kommunikation, og denne passion har ledt hende over i organisationernes arbejde. Her håber hun at få en indsigt, som hun kan bruge senere i livet:
– Jeg blev volontør, fordi jeg brænder for organisationsarbejde, og fordi jeg godt kunne tænke mig at arbejde med noget, der minder om det senere hen. Jeg kan godt lide udviklingsarbejde, hvor man kan se, at det virkelig batter noget. Jeg vil gerne prøve at være en del af hele det her maskineri og lære, hvordan det fungerer indefra, fortæller hun.
Nanna Skou Kjøller har tidligere været volontør i Nepal sammen med sin mand, som er læge. Dog er der noget ved Aktiv Missions måde at arbejde på, der særligt tiltaler hende:
– Jeg havde lyst til at være et sted, hvor det ikke er mig, der skal ud og være den store heltinde, men at pengene går til nogen, som har forstand på det. Vi kan støtte folk, der allerede har en forandrende vision i andre lande. Mennesker fra samme kultur, som er lokalt forankret og er i felten over længere tid.
Og så er det min opgave at formidle den viden og de kundskaber, jeg har, til nogen, som kan bruge det andre steder og implementere det, reflekterer hun.
– Det er jo ikke os som hvide danskere, der skal helt ud i de små lokalsamfund og sige: ”Sådan her vasker du hænder” eller stå og fortælle kvinder, hvis sprog jeg ikke taler, at ”sådan og sådan starter du en virksomhed op.” Vi inspirerer og støtter lokale folk, så de selv kan videreformidle det.
Vejen til forandring
For Nanna Skou Kjøller er det især gennem børnene, at man har mulighed for at skabe varig forandring i samfundet:
– Jeg brænder meget for børns læring – altså det pædagogiske. Når en befolkning kan tilegne sig ny viden, kan de løfte deres samfund. Jeg tænker ikke, at børnene behøver at blive astronauter, men jeg håber, at de får sig en uddannelse og får viden om deres eget samfund og verden omkring dem. Den viden giver dem indsigt i, hvordan de kan hjælpe deres egen familie økonomisk og socialt. Så kan de vise andre, hvad muligheden for uddannelse har givet dem. På den måde sætter man gang i en bæredygtig udvikling, som netop gør, at flere og flere får en uddannelse og bliver mødt i de udfordringer, de står i.
Min søn skal lære at elske alle mennesker
Nanna Skou Kjøller er for nylig selv blevet mor til en lille dreng, og hun håber, at de kristne værdier er noget, hun kan give videre til ham:
– Det vigtigste er at elske alle mennesker – høj som lav, tyk og tynd, for det er egentlig bare den måde, jeg møder verden på. Der ligger en underforstået kærlighed mellem alle mennesker. Den kærlighed, ønsker jeg, skal bo i ham, så han ikke er nervøs for at møde verden – uanset hvad den viser ham af skønhed eller grimhed.
– Jeg håber, at den kærlighed må gøre, at han tør ting, at han tør at være dristig og engagere sig i sin omverden. Jeg tror, at det alt sammen udspringer af, at man elsker folk og har en grundlæggende tillid til mennesker omkring én.