Tro, Håb & Inspiration

Hårdtslående Svensk Punk

Kristen punk-rock er en flygtig genre. Det er ikke noget, som vi ser så meget af, specielt i Europa, og især i Norden. Men dog har Sverige været en støt leverandør af lige netop denne genre. Først med Tekla Knös siden halvfemserne, og i de sidste ti år med bandet i dagens anmeldelse, Svarteskerm.

’Dawn of The Dread’ bliver på nettet beskrevet som et ’Skreget anti-kapitalistisk manifesto’. Med sangtitler som ”Satan Och Kapital” er det svært at sige det imod. Men kapitalisme er kun begyndelsen på, hvad disse gutter, og damer, udviser stor utilfredshed med på denne opsamling.

Hele denne udgivelse, som i bedste punk-rock stil bliver givet væk, måler sig til 21 sange. Den indeholder alt tidligere udgivet fra gruppen, inklusive en smule tidligere aldrig udgivet. Igennem samlingen bliver der kastet vrede ord imod ting som kapitalismen, eurocentrisme og moderne moralitet.

Vi bliver flere gange mindet om, hvor det er, vi burde kigge hen for at finde vores vejledning i denne verden. Fx i sangen Levande död(a), som groft oversat lyder:

”Jeg tror på et liv efter døden,
Jeg tror på liv før døden,
Jeg tror der er håb for de døde,
For jeg tror på en levende død.”

Hvis jeg skal beskrive lyden af dette album, er ordet ‘intenst’ svært at komme udenom. Det lyder tit som noget, der er optaget i et lidt for lille kælderrum. Efter min mening er det præcist de forhold, punk lyder bedst under.

Stort set hele albummet bliver sunget på svensk, med en smule på engelsk hist og her. Som dansker vil det nok ikke være umuligt for dig at tyde lyrikken, selvom nogle sange nok skal høres et par gange for at sive ind.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det er fantastisk dejligt at se denne genre blive holdt i live, og så endda så tæt på. Jeg kan kun håbe, at et band som Svarteskerm kan inspirere flere i kirken til at holde punkens ånd i live.

Kunstner: Svarteskerm – Titel: Dawn of The Dread – Genre: Punk
– Download: itunes.dk/Bandcamp – Pris: 59 kr./Gratis

Se også