Den 34-årige Jakob Sejergaard fra Frederiksberg, som er uddannet folkeskolelærer, stiller op til EU-parlamentsvalget den 26. maj. Her fortæller han om sit liv og sine politiske mærkesager.
– Jeg har tidligere været ansat i KFUMs Soldatermission og har været udsendt til Afhanistan som soldaterhjemsleder. Da jeg kom hjem i 2013 var jeg med til at starte veteran-arbejde for PTSD-ramte veteraner i Høvelte i Nordsjælland.
Altid Konservativ
– Jeg har været engageret i politik i over 10 år, og det har altid været for Det Konservative Folkeparti. Grundtanken her er respekt for mennesket, som det er – og viljen til at tage sig af de svage i samfundet – uden at alle skal være ens.
Jeg ved godt, at for stor ulighed kan give problemer, men det at alle har lige meget, er mindre vigtigt end det, at alle har det godt, understreger Jakob Sejergaard.
Et kristent land
– Udgangspunktet er ikke en utopi eller en fantasi, men en respekt for Danmark som et kristent land. Det indebærer respekt for familielivet som et vigtigt og naturligt fællesskab. Det er samfundets vigtigste fælleskab. Muligheder for et godt familieliv, skal tænkes med ind i velfærdstaten, hvor flere og flere får passet deres børn tidligere og tidligere.
Grupperne i EP
Europa-Parlamentet har ialt 751 medlemmer. Fra Danmark har vi 13 medlemmer, men vi kommer op på 14 efter Brexit fra den 31. oktober i år.
– Vi er en lille brik i et stort spil. Men det er afgørende, at Danmark får et mandat i den kristendemokratiske / konservative gruppe. I denne gruppe er alle EU-landene repræsenteret.
Nu udgør gruppen ca. en tredjedel af Europaparlamentet.
Hvor mange grupper er der?
– Den Konservative gruppe er størst med 1/3 af mandaterne. Derefter følger Den Socialdemokratiske, som er lidt mindre. Men tilsammen har de to grupper historisk set et flertal.
De andre grupper er blandt andet De Grønne, De Liberale og nogle grupper på hhv. højre og venstrefløjen.
Danmark og EU
Det er vigtigt for os, at vi løser de grænseoverskridende problemer i EU-regi. Derimod skal de nære ting bestemmes af nationalstaterne. Et eksempel kunne være øremærket barsel til mænd – det må være en dansk diskussion.
Klima, energi og flygtningepolitik
– Blandt de grænseoverskridende udfordringer har vi klima- og energispørgsmål. I årevis har Tyskland fx. bremset for, at vi kunne eksportere grøn strøm fra vindmøller i Norden. Men nu er det vedtaget, at 70% af deres elnet skal stå til rådighed for vores grønne strøm fra Norden.
Dermed vil kulforbruget i Tyskland gå ned – til gavn for klimaet.
Hvad med flygtningepolitikken?
– Det er det absolut sværeste spørgsmål. Mange mennesker i verden har det alt andet end godt.
Vi må tage ansvarlige og ikke kyniske beslutninger. Det store humanitære problem er de mange – især unge mænd – som prøver at sejle over Middelhavet.
De bør kunne søge asyl hjemmefra. Flygtninge skal i sikkerhed, men vi må skelne mellem flygtninge og migranter. Der skal tages en beslutning lokalt – men her er EU-systemet brudt sammen. Lande med ydre grænser har pligt til at beskytte grænserne til EU – men vi må hjælpe dem med at få bedre styr på det.
Og så skal vi styrke ulandsbistanden og gennem EU’s handelsaftaler med de afrikanske lande skabe udvikling i Afrika, så der bliver en fremtid for unge afrikanere i Afrika. At de ikke lades tilbage med håb om en fremtid i Europa som den eneste mulighed.
Forsvarspolitikken
– Det er vigtigt med et stærkt forsvar. Hæren slider folk op, fordi der er for få ansatte. Vi skal ikke have en ”europahær”, men gerne et tættere samarbejde. Vi må fjerne forsvarsforbeholdet.
Som det er nu, går EU-missionerne ind og tager de blødere eller mere fredsskabende opgaver – men her må danske soldater tage hjem, selv om det er noget, vi er gode til.
Vi har investeret alt, alt, alt for lidt i forsvaret siden Murens fald. USA har betalt for vores sikkerhed, det har Trump – og alle de andre amerikanske præsidenter – helt ret i.
Vigtigt for Danmark
– Hvis vi tænker 50-70 år frem tror jeg, at vi i Danmark får endnu mere brug for EU. Vi har brug for det store fællesskab, som EU er, som et bolværk mod lande som Rusland, Kina og Tyrkiet – hvis vi ser på, hvordan det ser ud lige nu.
Lille Danmark kan ikke så meget alene. Men sammen kan vi meget mere gennem EU, konkluderer Jakob Sejergaard.
