Oplevelse med frygt blev til ny single
Josefine Jønsson har oplevet, hvordan Gud hjalp hende af med frygt, som hun kæmpede med efter en skræmmende oplevelse. Erfaringen er blevet til en ny single, som netop er udkommet.
Midt i november udgav Josefine Jønsson en ny single med titlen ”Cageless”. Nummeret handler om at bryde ud af det, som hæmmer, og træde ind i den frihed, som Jesus har betalt for, at vi kan leve i.
Sangen, som er en duet, er både en proklamation og en opfordring til at tage imod invitationen til at leve i frihed. Josefine skrev sangen i 2018, efter at hun havde oplevet at blive fri fra frygt, som havde bundet hende i mange år. En frygt, som stammede fra en skræmmende oplevelse, da hun var 15 år gammel.
– Jeg var på et hotel i Israel, hvor tre mænd jagtede mig på en hotelgang. Det var en traumatisk oplevelse, som endte med, at jeg løb ned ad en trappe og dermed slap væk. Jeg undrede mig altid over, hvorfor de stoppede ved den dør og ikke fortsatte, men det skulle jeg senere få besvarelsen på…
Oplevelsen efterlod dybe ar, som gjorde, at jeg ikke kunne færdes nogle steder alene uden at mærke frygt. Jeg kiggede mig over skulderen både i mørke og ved højlys dag, fortæller Josefine.
På bibelskole i Redding
Sidste år, da Josefine var i gang med det første år af Bibelskolen BSSM (Bethel School of Supernatural Ministry i Redding, Californien), fik deltagerne til en samling til opgave at bede Helligånden om at vise et minde, som Han ville forløse fred i.
– Med det samme blev jeg mindet om hændelsen i Israel, og alt indeni mig havde lyst til at løbe skrigende bort. At blive konfronteret med oplevelsen og følelserne forbundet derved en gang til, var ikke mit ønske.
Men jeg vidste, at Gud fremhævede det, fordi Han ville helbrede mine sår i det. Han er trofast, selv når vi mangler perspektiv, siger Josefine og fortsætter:
– Jeg gav Helligånden lov til at vise mig, hvor Han var henne i det minde, og Han viste mig, at Jesus selv stod ved den dør, jeg løb ud af. Han blokerede for, at de kunne løbe videre, og så hørte jeg Ham sige: ”Jeg ville aldrig lade dem gøre dig noget. Jeg beskytter dig.”
– De ord og den helbredelse jeg modtog der, ændrede hele mit liv.
Jeg kunne mærke, hvordan frygt begyndte at forlade mig,
og jeg kunne hvile i min Faders arme.
Josefine begyndte herefter at handle på den frihed, som hun oplevede var blevet tilgængelig for hende.
– Det betød, at jeg gik ture, hvor jeg i begyndelsen vidste, at jeg ville møde nogen, jeg kendte, på halvvejen. Det var udfordrende, men en god måde at tage små sikre skridt ind i freden og friheden. En af gangene oplevede jeg pludselig, hvordan frygt kom krybende igen, og jeg spurgte Gud, hvor Han var.
Han viste mig to engle på hver side af mig, og jeg kunne helt fysisk mærke, at jeg var omsluttet. Efter få uger gik jeg min første tur helt alene uden at tænke på at holde godt fast i min telefon og være klar til at råbe efter hjælp, og jeg var fuldstændig fri fra frygt.
Intet hæmmede mig, og selvom jeg på den tur mødte tre store mænd midt i en tom skov, kom frygten ikke krybende, fortæller Josefine.
Vidnesbyrdet blev til en sang
– Gud sætter fri – helt ind i de ar, vi måtte have fået gennem livet, og Han lader intet gå til spilde, men giver os et smukt vidnesbyrd at dele på den anden side. Det er den frihed, Cageless er skrevet udfra.
Det bur eller fængsel, som vi kan befinde os i på grund af omstændigheder eller historik, kan være meget forskelligt, men Guds natur er stadig Helbreder og Frelser, og til enhver tid er Hans hjertesag, at vi må blive frie, siger Josefine, som håber, at ”Cageless” kan bringe håb og frihed til andre, som også kæmper med frygt eller andre smertefulde minder:
– Han satte mig fri, og jeg håber, at Cageless kan være et vidnesbyrd for andre, som også kæmper i lignende situationer, slutter Josefine.
Du kan finde ”Cageless” på Spotify og itunes.
Josefine Jønsson
Josefine Jønsson er 28 år og i gang med andet år på bibelskolen BSSM under Bethel Ministries i Redding, Californien.
Hun begyndte at skrive sine egne sange i 2016.
I tre år har hun gået til sangundervisning hos den tidligere X-Factor vinder, færingen og sangcoachen Linda Andrews.
I 2018 udgav hun EP’en Butterfly.
Josefine er uddannet lærer og har i ca. ti år været lovsangsleder i sin kirke Ny Livskvalitet i Nykøbing Falster.