Tro, Håb & Inspiration

Amalie Skriver sætter musik til Charlotte Rørths Jesus-oplevelse

Efter at have læst journalist Charlotte Rørths bog ”Jeg Mødte Jesus”, fik Amalie Skriver lyst til at sætte musik til den mirakuløse oplevelse.

Som optakt til påsken udgiver Amalie Skriver en ny single “ÚBEDA”, som fortæller om en mirakluløs oplevelse.

Amalie Skriver er en ung singer/songwriter fra København med noget på hjerte. Hun har udgivet sin egen musik siden 2010 og har vundet UK songwritingcontest i 2018 og har fået flere anerkendelser for sin musik. Hun skriver om emner, der belyser livets mange spørgsmål og en søgen efter mening.

Efter at have læst journalist og forfatter Charlotte Rørths bog, ”Jeg Mødte Jesus”, fik Amalie lyst til at sætte musik til Charlottes mirakuløse oplevelse.

Baggrund for sangen

I byen Úbeda i Sydspanien får Charlotte som helt almindelig journalist et uventet og livsomvæltende syn, mens hun sidder på en bænk i en kirkes sakristi.

Her viser Jesus sig for hende. Det har hun beskrevet i bogen, samt i tv-udsendelser og en lang række foredrag.

Charlottes oplevelse fik Amalie til at skrive sangen Úbeda, som har fået en flot finalistplacering i UK Songwriting Contest 2020 og en Honorable Mention i SongDoor International Songwriting Competition.

– Det, der især gjorde et stort indtryk på mig, var Charlottes beskrivelse af Jesus, som ikke stillede en masse krav til hende, men bare syntes, at det var godt, at hun var til, fortæller Amalie.

Journalisten Charlotte Rørth og sangeren Amalie Skriver mødtes i Nazaret kirke i København.

Mødtes i Nazaret kirke

Amalie og Charlotte Rørth mødtes i Nazareth Kirke i København, hvor de indspillede en musikvideo til sangen, men også fik en snak om tabu og tro i Danmark.

Om sit møde med Jesus fortæller Charlotte:

– Det var ikke fordi, at jeg sådan lige havde planlagt det – at jeg siger, nu tager jeg lige til Spanien, og så arrangerer jeg lige et lille møde med Jesus – det kom jo fuldstændig som en overraskelse for mig.

Jeg satte mig bare ned på en bænk, og så lukkede jeg øjnene.

Det var heller ikke noget med, at jeg bad eller overhovedet var indstillet på noget som helst spirituelt. Og så lukker jeg øjnene op, og så står han simpelthen foran mig, og han siger ikke, hvad han hedder, men jeg ved bare med det samme og er helt sikker på, at det er ham.

Han står på en grusvej og har sådan en blå kjortel på og er en utrolig flot mand, altså virkelig flot mand. Det var meget vildt og så samtidig sådan stille og roligt og meget virkeligt.

Charlotte oplevede ikke, at han viste sig for hende, fordi hun var noget særligt. Han ville bare vise sig for nogen, og hun er nu utrolig rørt over, at Amalie har fået en sang ud af det.

– Jeg har ingen anelse om, hvorfor Gud valgte at lade mig se det her, siger Charlotte.

– Jeg oplever helt klart, at det var Gud, der gjorde det, at min oplevelse er en påmindelse om, at Gud findes, og han kan egentlig gøre, hvad han vil.

Charlottes bøger om sin tro har sat gang i noget, og hun tager rundt og holder foredrag om sit møde med Gud.

Folk vil gerne tale om tro

Både Charlotte og Amalie oplever, at der er ved at ske en ændring i opfattelsen af tro i Danmark.

Folk tør bedre stille spørgsmål omkring tro og Gud, og begge oplever, at de ikke bliver latterliggjort eller hånet, på grund af deres tro.

De oplever en åbenhed, og at folk synes, det er rart at få en samtale. Derfor bruger Amalie musikken som en mulighed for at fortælle andre om sin egen tro på Gud – bl.a. gennem sangen UBEDA:

– Jeg har brugt den her sang, jeg har skrevet, til at fortælle om, at der er en journalist, der har haft denne enormt fantastiske oplevelse, og at Jesus altså kan møde alle…

Studerer musik

Amalie studerer musikvidenskab, og på studiet oplever hun, at folk nu er mere åbne om tro, end hun havde regnet med:

– Jeg har oplevet på studiet, at et par stykker er kommet hen og rigtig gerne vil høre mere, fordi de selv har gået rundt med tanker om noget større. Det synes jeg er ret fantastisk og ret sigende.

Man kan ikke altid lige se på overfladen, hvad folk lige går og tænker. Men det er enormt vigtigt, at vi får snakket om disse ting, fordi det er noget, der vedrører os alle sammen.

For mig er det mit livs fundament, og jeg tror, at det er meningen med livet at tro på Jesus, og det vil jeg bare enormt gerne dele med andre.

Ikke et tabu mere

– Jeg havde en samtale med min mor om, hvad det vil sige at tro, fortæller Charlotte.

– Og så måtte jeg sige til hende, at for mig er det at have en tillid til, at Gud elsker mig. Det er sådan, det er.

Man har lavet spørgeskema-undersøgelser i USA og England, hvor man har spurgt tusindvis af folk, om de har oplevet noget, som de selv ville kalde åndeligt/spirituelt/guddommeligt?

Hertil har mellem halvdelen og trefjerdedel svaret ja. Det synes jeg er overraskende.

– Jeg har ikke fået den reaktion på fra folk på min bog, som mange havde regnet med, fortæller Charlotte.

– Mange rådede mig til ikke at udgive bogen, da det måske ikke ville være godt for mit omdømme.

Men i stedet har jeg oplevet en utrolig omsorg og nysgerrighed og respekt.
Så ja, det er måske ikke så stort et tabu, som vi tror, konkluderer Charlotte Rørth.

De har begge lagt mærke til, at flere kendte personer som fx Casper Christensen og Bodil Jørgensen vedkender sig troen, og at de også ønsker at bryde det tabu, der måtte være om, at man tror på Gud.

”Trosforskrækket”

– Jeg har jo været kristen i hele mit liv, fortæller Amalie, og jeg synes, at dét at høre sådan nogle beretninger styrker min tro enormt meget, og jeg vil gerne være med til at fortælle verden, at Jesus eksisterer.

Derfor måtte jeg bare skrive denne sang, som har været den sværeste, jeg har skrevet indtil videre. Det kræver nemlig et stort mod at stå frem.

Det har taget mig lang tid at finde modet frem til at udgive sangen, da lyrikken er mere konkret end i mine tidligere sange.

Men efter min samtale med Charlotte Rørth gik det op for mig, at det måske i virkeligheden er mig selv, der er “trosforskrækket”, altså selv er mere bange for at snakke om tro, end “ikke-troende” er.

Vil dele sin tro

– Det er vigtigt, at kristne har mod på at snakke højt om deres tro, selvom det indimellem kan virke som en større udfordring, siger Amalie Skriver og fortsætter:

– Charlotte Rørth er en af dem, som har været modig ved at stå frem med sine oplevelser og på den måde åbne for en bredere samtale om tro i den danske befolkning. At opleve mennesker fortælle åbent om deres tro i det offentlige rum, det har givet mig personligt mere mod på at gå ud og gøre det samme, slutter Amalie.

Udkommer 26. marts

Amalie Skrivers single “ÙBEDA” udkommer d. 26. marts og kan streames på Spotify, Itunes, Applemusic og andre streamingtjenester.

Via dette link kan man også finde sangen, når den er udkommet: https://orcd.co/ubeda.

Her kunne din reklame være
Se også