Udfordringen skrev den 30. januar om et team fra YWAM-Danmark, som rejste til det krigstruede Ukraine. Nu, efter teamets hjemkomst, er krigen brudt ud, og især befolkningen i Mariupol har lidt under grusomhederne.
Det har været ekstremt svært for mig, at tænde fjernsynet eller scrolle igennem instagram, siden jeg kom hjem fra min missionstur i Ukraine for bare få måneder siden. Det er især at læse, høre og se de ting, der foregår i Mariupol – en industriby i Østukraine, som får mit hjerte til at skippe et hjerteslag og min mave til at krølle sig sammen af sorg.
Jeg husker tydeligt, da vi landede i lufthavnen i Kiev, da paskontrolløreren spurgte, hvad vi udlændinge skulle lave i Ukraine, af ren nysgerrighed. Vi svarede, at vi skulle nå et tog til Mariupol. Han svarede meget overrasket: “Mariupol? Dét er ellers et sted, ingen udlændinge nogensinde tager til”.
Jeg forelskede mig i byen og menneskene der,
og jeg tænker meget over, hvor meget Jesus elsker Mariupol,
og hvor stort hans hjerte er for at møde den by.
Hvorfor Mariupol?
Han var ikke den første og sidste, der kom med den reaktion – lokale vi kom i snak med reagerede lige så undrende. “Kun ukrainere med familie i Mariupol tager til Mariupol”, “Lad os anbefale meget smukkere steder i Ukraine, I skal besøge i stedet”.
Det kom meget bag på mig, at reaktionerne var sådan, men det gav mig kun endnu mere bekræftelse i, at Gud ville have os til at være i Mariupol.
Gadeevangelisering med julekort på russisk
Vi lavede enormt meget gade-evangelisation i Mariupol, og en af gangene besluttede vi os for at skrive julekort på russisk ved hjælp af google oversæt. Vi gik op til en park kaldet “regnbueparken” og delte os op. Vi bad
med mennesker, fortalte dem om Jesus og gav dem julekort med bibelvers og profetiske ord. Da alle havde delt deres kort ud, havde jeg stadig ét kort tilbage.
Vi bad alle sammen i fællesskab omkring, hvem der skulle have det sidste kort. Vi følte, at vedkommende, der skulle have det sidste kort, ville vi møde på vej hjem. Vi mødte en del mennesker og stoppede dem op og bad for dem og fortalte dem om Jesus, men jeg følte gang på gang, at Jesus sagde, at kortet ikke var til dem.
Det sidste julekort
Da vi næsten var hjemme begyndte jeg at miste håbet for, at jeg ville uddele mit sidste kort. Vi gik fordi et busstoppested, og en pige på min egen alder steg ud, og jeg vidste med det samme,
at hun skulle have kortet og høre om Jesus. Jeg stoppede hende, og hun blev utrolig rørt og fyldt op af Helligåndens kærlighed og kraft.
Jeg fik lov at bede for hende, og hun sagde, at hun ikke følte, at det var tilfældigt, at vi mødtes. Vi blev venner på Instagram, og hun lagde julekortet op på sin “My story”, og udtrykte sin glæde over denne oplevelse. Sagen er den, at jeg ikke har set hende aktiv på sociale medier, siden krigen brød ud.
Jeg ved ikke om hun er i live eller ikke. Men jeg ved, at Jesus gjorde så mange vilde ting i Mariupol, da vi var der, og jeg ved, han ikke stopper.
Jeg forelskede mig i byen og menneskene der, og jeg tænker meget over, hvor meget Jesus elsker Mariupol, og hvor stort hans hjerte er for at møde den by. Hvis du har læst dette, tag et øjeblik og læg Mariupol over i bøn. Bed for håb og for at Jesus vil møde alle de mennesker, der lider, og bed for håb og fred.
