Christine er en ung kristen pige i den muslimske storby Garoua i Cameroun.
Som andre unge afrikanere må hun tage det arbejde, hun kan få, selv om hun drømmer om noget andet. Bare at have et job er godt. Og hvis arbejdsgiveren tilmed betaler løn hver måned, skal man ikke klage. Christine har været heldig at få et rengøringsjob på det katolske gæstehus, hvor Udfordringens udsendte for tiden bor.
Hun var oprindelig korttidshjælp, men den ledende søster så hurtigt, at der var krudt i den selvbevidste unge Christine Kodaba. Hun har dog ingen planer om selv at blive nonne. Men hendes mor står alene med familien. Derfor er det en hjælp, at Christine selv kan tjene en løn.
– Sidste år søgte jeg ind på sygeplejerskeuddannelsen, men kom ikke ind. Og i år har de allerede lukket for ansøgninger, fortæller hun skuffet. Ofte går det ikke retfærdigt til. Folk betaler glat væk en årsløn i bestikkelse for at komme i betragtning. Det har Christine dog ikke gjort. Hun tænker istedet i andre muligheder:
– Når det nu ikke lykkedes, så kunne jeg godt tænke mig at drive handel med majs og jordnødder. Jeg vil købe billigt ind nordpå og organisere transporten til syden, hvor priserne er meget højere. Min bror arbejder med handel, så han kan rådgive mig, fortæller Christine. Hendes familie har været kristne i flere generationer. Derfor er det naturligt for hende at komme i den lokale kirke, hvor flere tusinde går i kirke.
– Udover gudstjenesten om søndagen er der torsdag lovsang og bøn. Og fredag er der ung gudstjeneste. Desuden er der mange andre samlinger, fx mødes de unge til lejre i andre byer, fortæller Christine.
– Taler I også om de udfordringer, som unge møder i dag?
– Ja, der arrangeres jævnligt debatter, hvor et panel diskuterer et emne. Det hjælper os meget. Og vi taler også med hinanden, fortæller Christine. Hun har seks søskende plus to, som er døde.
– Den ene døde af malaria og den anden af trolddom.
– Trolddom? Hvordan det?
– Vi hørte, han råbte fra værelset: ”Lad mig være, lad mig være. Jeg siger det til min storebror.” Og da vi kom ind på værelset, var han død, forklarer Christine. Hun påstår, at der ofte sker den slags trolddom. Folk roder med det okkulte.
– Hvad stiller I op med trolddom?
– Der er ikke andet at gøre end at bede Gud om beskyttelse 24 timer i døgnet. At have Gud i hjertet.
– Du er nu 26 år. Tænker du på at blive gift?
– Jeg venter på den rigtige mand. Jeg har endnu ikke modtaget et ægteskabstilbud.
– Er det altid manden, der skal spørge pigen?
– Her oppe nordpå i det muslimske område er det forældrene, som arrangerer ægteskaber. Allerede som 12-årige giftes muslimske piger bort. Men da verden har ændret sig, så venter de muslimske piger nu også med at blive gift – nogle gange indtil de er 30! Blandt de kristne er det ikke forældrene, men den unge mand, der spørger. Men det er ingen sygdom at være ugift. Det haster ikke. Man skal bare vente på, at Gud gør et mirakel, mener Christine. Med hendes udseende skulle det ikke være så svært for Gud, kan man synes.
– Kan I unge ikke bare finde sammen uden et mirakel?
– Jo, der arrangeres også dates. Og vi unge mødes i kirken. Men man skal jo heller ikke gifte sig med en ung mand, som ikke er seriøs. Det hjælper ikke, at han siger ”J’ai t’aime!” ”J’ai t’aime!” (Jeg elsker dig!), hvis han ikke har en plan for, hvordan han vil forsørge familien, mener hun.
– Hvis der nu kommer en rig og smuk muslim, som vil giftes med dig,…?
– Nej, nej, nej! Selv om han så har alverdens penge, så vil jeg ikke gifte mig med en muslim. Selv om han siger, at jeg kan blive ved med at være kristen, så véd jeg godt, at han vil islamisere mig, når vi først er gift. Inden man ser sig om, vil han finde sig en ekstra kone. Her i landet må muslimer have op til fire koner. Nej, jeg er kristen, og jeg vil dø som kristen!
