Tro, Håb & Inspiration

Konference med Guds nærvær

Reportage fra A2 Ignite Konferencen i Aalborg 7.-8. oktober 2023. Flere deltagere på konferencen oplevede helbredelser og Guds nærvær.

Folk fra hele Danmark og alle generationer var repræsenteret ved A2 Ignite Konferencen d. 7.-8. oktober i Aalborg Citykirke.

Konferencens gæstetalere var Steve og Ruth Moore fra Bethel Church i Californien. Det blev en konference, som var fyldt af tilbedelse, Guds nærvær, mirakler og undervisning i øjenhøjde.

Forventning

Konferencen foregik fredag-lørdag og ved hvert møde forkyndte Steve og Ruth Moore. Folk fra hele landet og præster fra forskellige kirkeretninger oplevede særlige møder med Helligånden. Under hele konferencen var der en enorm forventning. Folk var kommet for at få en stærk oplevelse med Gud, og mange oplevede, at Gud mødte dem lige der, hvor de var.

Der blev både delt personlige og rørende vidnesbyrd fra parrets eget liv. De formidlede, at selvom livet ikke blot var en dans på roser, så kunne de sige:  ”Jeg kan ikke tilpasse min teologi til min oplevelse – Guds natur er den samme, og han lover at vende alt til det bedste for den, som tror.”

Kundskabsord og mirakler

Steve og Ruth havde bragt et team af studerende fra BSSM (Bethel School of Supernatural Ministry) med, som oplevede at få kundskabsord til forsamlingen.
Hele salen fik lov at være engagerede i at bede for hinanden, og Steve og Ruth bad derefter folk række hænderne op, hvis de oplevede et fuldt mirakel eller en forbedring.

Mange rakte hænderne op, og flere kom op til platformen for at give deres vidnesbyrd. En kvinde havde haft smerter i anklen seks måneder efter en forstuvning, og nu var smerten fuldstændig væk. En anden kvinde havde haft problemer med skulderen i længere tid – alle smerter forsvandt, og hun havde fuld bevægelighed. Efter en række vidnesbyrd blev der igen bedt i hele salen for dem, som endnu ikke havde oplevet fuld helbredelse.

Vi takkede Jesus for, at han fuldender, hvad han starter, og da Ruth og Steve Moore derefter spurgte, hvem der da oplevede helbredelse, var der en skov af hænder, som løftedes over hele salen. En mand havde haft problemer med skulderen, og han oplevede helbredelse under lovsangen – før kundskabsordene var givet og salen havde bedt for hinanden. Gud bevægede sig stærkt i A2.

Børn i Guds nærvær

Steve og Ruth Moore vandt forsamlingens hjerter med deres autentiske væremåde – i ord og handling blev Guds kærlighed formidlet, og med deres søde lille Olivia på 10 måneder, liggende foran platformen med legetøj, skabte de en atmosfære af, at det overnaturlige liv med Helligånden er det mest naturlige i verden, og at selv de mindste kan drages ind i det, Helligånden gjorde i rummet.

Deres lille Olivia sad på armen af en af deres studerende (fra BSSM), da der skulle bedes for folk, og som det mest naturlige i verden ville hun også være med til at lægge hænderne på de syge, så de kunne blive helbredt. Olivia lagde sin lille hånd på en ung kvinde, da der blev bedt, og kvinden oplevede øjeblikkelig lindring af den migræne, hun var kommet ind til mødet med, og kort efter kom hun op på platformen med Olivia i armene og fortalte, at hun var blevet fuldstændig helbredt.

Ruth (billedet Øverst) og Steve Moore fra Bethel Church i Californien forkyndte på konferencen, hvor der også var masser af tid til lovsang, forbøn og profetiske ord. Fotos: A2 og privat.

Lørdag aften var der ligeledes en lille dreng, som bad for en ældre herre i menigheden, og hans knæ blev fuldstændigt helbredt på stedet. Guds kærlighed var tydelig at mærke under konferencen, og profetiens gave blev også forløst. Steve og Ruth delte vidnesbyrd og gjorde det profetiske tilgængeligt, så alle kunne deltage.

Derefter blev hele salen aktiveret i at høre Guds stemme. Der var smil og latter i salen, for aktiveringerne var helt nede på jorden, men flere, som ikke havde oplevet at høre Guds stemme før, hørte ham for første gang.

Bønner blev besvaret

Lørdag eftermiddag var deltagerne på konferencen inviteret til at få forbøn eller deltage i en profetisk workshop. I forbønsrummet var der en atmosfære af fred og forventning, og med en profetisk tilgang blev der bedt for syge. En ældre herre kom ind for at få forbøn for sin hofte, men forbederne oplevede, at de først skulle bede for hans skulder.

Han kiggede forundret, idet han netop havde været til en skulderoperation – skulderen blev helbredt, og efterfølgende bad de for, at hans ben måtte vokse ud – der hørtes jubel og glæde spredte sig i lokalet, da benene voksede ud. Mirakler skete og mange havde slet ikke lyst til at forlade lokalet igen, fordi der var en skøn atmosfære af Guds nærvær.

Samtidigt var der profetisk workshop i Cafe A2, hvor nogle oplevede at høre Gud for første gang – der blev delt vidnesbyrd, profeteret personligt over hver enkelt, og alle gik opmuntrede derfra. A2 Ignite Konference vender tilbage næste år d. 4.-5. oktober 2024, og der er en forventning om, at Gud vil fortsætte det, som er begyndt på dette års konference.

Se også