Tro, Håb & Inspiration

”Jesus” opfordrer til at leve troen ud

Jim Caviezel, som blev kendt, da han spillede Jesus i ’Passion of the Christ’, talte åbent og direkte til studerende på katolsk ungdomskonference.

– Husk, at en tjener ikke er større end sin Herre. Vi må hver især bære vores eget kors, sagde Caviezel blandt andet.
Han spiller Lukas i en kommende ny film om Paulus (’Paul, Apostle of Christ’), og han henviste også til Paulus’ lidelser og det, at prisen for at være kristen er lige så aktuel i dag, som den var for Paulus og de andre disciple.

– Nogle af os har accepteret en falsk kristendom, hvor alt er glæde, en glad Jesus og herlighed. Folkens, der var en masse smerte og lidelse før opstandelsen. Din vej vil ikke være anderledes. Så tag dit kors op og løb mod målet, sagde han og fortsatte:
– Jeg ønsker, at du går ud i denne hedenske verden, at du har mod til at gå ud i denne hedenske verden og skamløst udtrykke din tro offentligt! Verden har brug for stolte krigere, som brænder for troen. Krigere som Paulus og Lukas, som satte deres navn og rygte til for at bringe deres tro og deres kærlighed til Jesus ud i verden, understregede han.

– Gud kalder hver enkelt af os til at gøre store ting, men vi giver ofte ikke respons, vi tror, det bare er en flyvsk tanke. Det er på tide, at vores generation nu accepterer Guds kald til os alle om at give os fuldstændigt til Ham, sagde Caviezel og opfordrede de unge til seriøst at bede, faste, meditere over Bibelens tekster.

– Ligegyldighed er den største synd i det 21’ende århundrede. Vi må ryste det af os, denne destruktive accept af ondskab, sagde han og opfordrede til en attitude som krigere for sandheden, der ikke tænker på sit eget rygte.

Se hele talen her:

Se også