Rasmus bliver lærer på Mariager Højskole
26-årige Rasmus Jonstrup fra Aalborg bliver ny lærer på Mariager Højskole til august 2021. Rasmus er gift med Pernille, som læser psykologi, og de skal være forældre for første gang til juli.
Hvad glæder du dig til ved at skulle starte op som lærer på Mariager Højskole?
– Jeg glæder mig meget til at have det super sjovt og have masser af dybe samtaler – til hygge, jokes, udlandsture og pranks. At snakke en masse teologi og tro, og hvilken forskel det rent faktisk gør i praksis.
Jeg glæder mig så meget til coach-samtaler, hvor jeg kan dele liv med eleverne, og også til at undervise om de sidste tider, kirken, hermeneutik – og ikke mindst brætspil!
Hvad kan du bidrage med på MH?
– Jeg kan bidrage med min faglige viden som cand.theol. og ph.d.-studerende i teologi. Min tid som ungdomspræst og Brighter-leder kan forhåbentlig også komme mig til gavn. Jeg er jo vant til at arbejde med unge og have det grinern med dem og snakke tro med dem.
Jeg håber, jeg kan sætte et præg af dyb teologi og masser af hygge og sjov – som ikke er modsætninger! Måske kan mit brætspilsvalgfag bringe mere af den slags?
Hvordan ser du Mariager Højskole investere i næste generation?
Jeg ser Mariager Højskole som et fristed for den kommende generation. Det kan være et sted, hvor man kan få en pause og have et grinern år med masser af tro og dybe refleksioner.
Det skal ikke være et sted, hvor man bliver påduttet en bestemt måde at tænke på, men nærmere et sted, hvor man bliver tiltrukket af store idéer og en stor Gud. Det skal på den måde være en folkelig skole, som er relevant for samfundet. Og samtidigt en karismatisk skole, som har påvirkning på kirkelivet.
Forventningsfuld forstander
”Vi glæder os til at få Rasmus med på holdet, fordi han har en masse erfaring med i bagagen, både som ungdomspræst i Bethelkirken og som leder af ”Brigther-konferencen”, som er en tværkirkelig ungdomskonference, der samler flere hundrede unge i efterårsferien.
Desuden har han en stærk teologisk profil, som vi også glæder os til at nyde godt af,” siger højskolens forstander Leif Petterson.
Forårsholdet starter op, så snart det er muligt, og kører ind til slutningen af juni, mens Rasmus starter op til august i det nye skoleår. Der er stadig pladser ledige, både til foråret og efter sommer.